Helle Solvang, som var hovedtaler på kickoff møde for KlimaLandsby Makeover 2024
16.04.2024

Opstart på Klimalandsbymakeover 2024!

Så er vi i gang. Og du kan stadig nå at være med. Her får du information om KlimaLandsby Makeover 2024 samt - nok så vigtigt - link til ansøgningsskema.

Borgmester Karina Vincentz åbnede årets klimalandsby makeover i håbet om, at mange vil finde sammen lokalt om spændende indsatser til gavn både for klimaet og sammenholdet – vi kalder det en klimalandsby makeover, men som Karina Vincentz sagde, kan man lige så godt vende det om og kalde det for en landsbyklima makeover.

Jordens skole

Hovedtaler Helle Solvang (billedet) fortalte om baggrunden for og ideen med Jordens Skole, som hun er initiativtager til. Tiden er til, at vi skal have fingrene mere i jorden igen, arbejde med kompost og regnorme – verdens vigtigste dyr – og dyrke det fantastiske mikroliv i humuslaget. Hun fortalte om, at jorden og vores forhold dertil er noget af det vigtigste, vi kan beskæftige os med overhovedet. Samtidig er hun sikker på, at den ensomme landmand på sin traktor rundt på sine store marker er fortid – hendes slogan er ”sammen om jorden”: glæden ved at dyrke jorden i fællesskab. Det er også tanken bag konceptet at ”gå til have” – altså ligesom man kan gå til fodbold eller til yoga. Det er grupper af folk, der går sammen gennem en sæson om at dyrke et stykke udvalgt jord og lære hinanden om de mange nye – i mange tilfælde faktisk gamle - teknikker, der findes for at skabe et sundt mikroliv, og som kursisterne så kan gå hjem og implementere i deres egne haver, store som små.

Arbejdsfællesskab

Helle Solvang lagde stor vægt på værdien af arbejdsfællesskabet. Hun starter altid et gå til have-kursus med at høre, hvad deltagernes forventninger er – og dernæst hvad de hver især ønsker at bidrage med. Her kommer mange typer bidrag frem – nogle har adgang til hestemøg, andre vil gerne stå for kaffe og kage og atter andre for altid at komme i godt humør – og hvis de en dag ikke skulle være det, så at gøre opmærksom på det. På et spørgsmål fra salen om, hvad man stiller op med de personer i naboskabet, der ikke synes det batter noget at gå sammen om et projekt, var svaret at koncentrere sig om dem, der har lyst til at være med. Når de skeptiske opdager, hvilken glæde der er i arbejdsfællesskabet, skal de nok komme af sig selv.

Affald skal ikke vækste

Efter Helle Solvangs oplæg kom Jacob Antvorskov fra kommunens affaldsteam på banen med budskabet om, at affaldsafdelingen er den eneste afdeling på Rådhuset, der ikke satser på vækst! Vi skal lære at bruge og genbruge vores ting og materialer så længe som muligt, inden de afleveres til genanvendelse (og kun meget nødigt til deponi/nedgravning).

Ansøg inden 15. maj

Således oplyst og inspireret, gennemgik Ivan Normann Andersen fra kommunens klimateam ansøgningsskemaet til klimalandsby makeover 2024, der skal udfyldes og indsendes inden 15.maj for at være med i konkurrencen. Alle deltagere skal derefter præsentere deres projekter foran et dommerpanel – hvoraf to af tre var til stede denne aften og præsenterede sig – i en form for løvens hule på årets folkemøde den 8.juni, hvor fem projekter vil blive udvalgt og blive tildelt 25.000 til det videre forløb.

Og så til gruppearbejdet

Aftenen sluttede med at deltagerne satte sig i grupper, hvor de havde mulighed for at konsultere de tilstedeværende fagpersoner fra byggesag, plan, natur, trafik, vand og kultur for at få sparring på deres projektidéer. Der arbejdes med idéer som lommeskove (bittesmå skove, der kan rejses i en baghave efter et japansk udviklet koncept, hvor træerne vokser hurtigt op og giver en stor klimaeffekt), væksthus, fælles kvashegn og flere vilde haver, forsamlingshus under åben himmel, ”Den spiselige landsby” (hvor der plantes hegn og bevoksninger med spiselige urter og bær) med mere. Klimateamet (kontaktes på klima@odsherred.dk) hjælper gerne med at kvalificere alle idéer.

Vi ses til folkemødet!

Fotos fra mødet

1 / 0