04.09.2025

Bundplacering i erhvervsmåling vækker undren

Odsherred Kommune ligger som nummer 90 ud af 91 i Dansk Industris (DI) årlige måling af lokal erhvervsvenlighed, der blev udsendt den 4. september 2025

Målingen er en landsdækkende undersøgelse, som sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. Den bygger både på virksomheders vurderinger og på statistiske data inden for områder som dialog, infrastruktur, energi, uddannelse, arbejdskraft og kommunal administration.

I Odsherred har 45 virksomheder deltaget i undersøgelsen, svarende til 9 procent af den private beskæftigelse. Resultatet viser et markant fald på flere parametre, men også fremgang på enkelte områder – blandt andet er sagsbehandlingstiden for byggesager forbedret med 45 dage i gennemsnit.

”Tallene fortæller ikke hele historien”

Borgmester Karina Vincentz kalder resultatet en mavepuster, men understreger, at der også er positive tendenser:

– Erhvervsvenlighedsmålingen er en mavepuster, men vi vender udviklingen sammen. Tallene fortæller ikke hele historien. Metoden i undersøgelsen er ændret, og de afspejler også en generel stemning i kommunen. Forsyningssagen har lagt en tung skygge over os alle, og det tænker jeg kan mærkes i svarene.

Når jeg taler med virksomheder, oplever jeg dog færre klager, mere dialog og vilje til løsninger. Vi har sat mange initiativer i gang, og både medarbejdere og virksomheder viser engagement.

Virksomhederne efterlyser især tre ting: mere arbejdskraft, bedre byggesagsbehandling og grøn omstilling. Derfor afsætter vi netop i budgettet midler til bosætning, erhvervsservice og energioptimering af kommunale bygninger, siger borgmester Karina Vincentz.

Direkte dialog med virksomhederne

Kommunaldirektør Thomas Knudsen deler borgmesterens undren over resultatet:

– Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er overrasket over resultatet i målingen. Det er slet ikke det billede jeg får i den daglige kontakt med virksomheder. Jeg oplever derimod, at der er langt færre klagesager, som havner på mit bord.

Generelt er der positive tilbagemeldinger, når vi mødes med erhvervslivet i både Odsherred Erhvervsforum og i dialogforum for erhverv og turisme.

Vi har derfor et stort behov for at komme i kontakt med de virksomheder, som åbenbart har scoret os lavt på den kommunale sagsbehandling. De er meget velkomne til at kontakte mig, og jeg kommer også gerne på besøg, siger Thomas Knudsen.

Erhvervslivet overrasket

Også lokale virksomhedsledere undrer sig over målingens resultat.

Tømrermester Morten Jensen, Asnæs Maskinsnedkeri ApS og medlem af DI Vestsjællands bestyrelse, siger:

– Jeg synes Odsherred Kommune generelt har været inde i en positiv udvikling på erhvervssiden, så jeg er meget overrasket og forundret over Odsherred Kommunes placering i målingen. Jeg tror den afspejler utilfredshed med de uheldige sager, som for eksempel forsyningssagen, som kommunen har været inde i. Der har ellers været mange gode tiltag, som jeg tror vil afspejle sig i næste års måling.

Benny Smith, CEO for Poul Johansen Maskiner A/S i Fårevejle og medlem af DI Vestsjællands bestyrelse, peger på samme problemstilling:

– Det ærgrer os at se resultatet af undersøgelsen, når man netop har gjort en stor indsats for at forbedre erhvervsvenligheden i Odsherred Kommune. Der har været en række møgsager som måske har fået respondenter til at svare mere følelsesladet i undersøgelsen fra DI. Data viser jo samtidig, at for eksempel sagsbehandlingstiden i byggesager er forbedret betydeligt. Det harmonerer ikke med resultatet. Vi må nok erkende, at det tager lang tid, før ændringer viser sig, når de, som i dette tilfælde, overskygges af møgsager, siger Benny Smith.