Vision for Odsherred Kommune

'Sammen om Odsherred - naturligvis'. Det er titlen på den vision, der skal vise retningen for kommunens udvikling i de kommende år.

Sammen om Odsherred - naturligvis.

Det er titlen på visionen for Odsherred, som byrådet har vedtaget. 

Visionen skal sætte retningen og være ledestjerne for det politiske arbejde i Odsherred og for udviklingen af kommunen. I fem punkter beskriver visionen det unikke, som Odsherred ønsker at blive, med afsæt i det unikke, som Odsherred allerede er.

Arbejdet med visionen startede i april 2023, og undervejs har der været indsamlet forslag og kommentarer fra en række interessenter og på borgernet.

Et godt sted at leve og opleve

Nu ligger resultatet klar, og visionen indledes med disse ord:

Odsherred Kommune er beliggende midt i Danmark med et unikt lys, et bjergtagende landskab, lange kystlinjer, en rig kulturhistorie, et mangfoldigt udbud af kunst og kultur samt råvarer af særklasse. De lokale fødevarer bliver til gastronomi af international kvalitet. Og istidslandskabet og den inddæmmede Lammefjord har fået Odsherred på verdenskortet som UNESCO Global Geopark.

Det er vi stolte af. De udviklingsmuligheder de stedbundne ressourcer giver, skal vi bygge videre på med respekt for vores særlige natur.

Odsherred er et godt sted at leve og opleve, lære og uddanne sig, arbejde, starte og drive virksomhed og ikke mindst bo og bosætte sig. Vi arbejder for gode rammer, så du/I har lyst til at blive eller vende tilbage. Vi har plads til flere – både borgere, virksomheder og besøgende.

I Odsherred vil vi hinanden og ser mangfoldighed som en styrke. Vi har plads, både til dem, der bidrager til fællesskabet, og til dem der har brug for det. Vi forventer, at alle bidrager.

Vi ser dialog som katalysatoren for at kunne udvikle, være nysgerrige og finde nye måder at arbejde på. Vi arbejder for en kort vej fra ord til handling.

Odsherred er en kommune med land, vand og kant - på den gode odsherredske måde.

**

Visionen skal nu konkretiseres via politikker, strategier, planer og den daglige drift.

Visionens fem fokusområder

  • Sammen om den gode hverdag og de gode oplevelser
  • Sammen om en grønt og bæredygtigt Odsherred
  • Sammen om erhvervslivet
  • Sammen om fremtidens Odsherred
  • Sammen om den gode arbejdsplads

Her kan du læse hele visionen

Sammen om Odsherred – naturligvis