Bo og Støttecenter er et kommunalt tilbud, der yder pædagogisk støtte og vejledning efter servicelovens § 85, 82 b og 83. Vores målgruppe er primært voksne med kognitive funktionsnedsættelser og borgere med diagnoser inden for autismespektret. Mange af vores borgere har også psykosociale udfordringer. Aldersgruppen spænder fra 18 til 85 år.
Alle borgere tilknyttet Bo og Støttecenter modtager et visiteret støttetilbud baseret på deres individuelle behov. Indsatsplanen udarbejdes i samarbejde mellem borgeren og myndighederne gennem voksenudredningsmetoden VUM 2.0.
Bo og Støttecenteret har fire bofællesskaber efter almen boliglovens § 105, placeret i Nykøbing Sj., Højby, Vig og Hørve. Disse bofællesskaber huser tilsammen 30 borgere, og derudover støtter vi cirka 80 udeboende borgere.