Hvor kan man få fjernvarme?
På kortet herunder kan du se Varmeplanens fjernvarmeudvidelser i Odsherred.
Du kan zoome i kortet og søge på en adresse i søgefeltet i øverste venstre hjørne. Under kortet finder du yderligere information om de forskellige områder.
Hvis din bolig ligger uden for de afmærkede områder, er der ikke planlagt fjernvarme hos dig frem mod 2028. Det har i dit område ikke været muligt at kortlægge et økonomisk potentiale for etablering af fjernvarme. Kortlægningen, der ligger til grund for udpegningerne i varmeplanen, bygger på analyser af varmebehov og bebyggelsestæthed.
Det kan dog ikke afvises, at der i fremtiden kan komme fjernvarme eller lignende løsninger i nogle af de områder, der ikke er med i denne fjernvarmekortlægning alt efter udviklingen af varmetæthed, fjernvarmeteknologi og -rammer.
Du har en række muligheder og overvejelser.
Hvis din bolig ligger op ad et eksisterende eller kommende fjernvarmeområde
Er din bolig ikke med i de nuværende optegninger af eksisterende eller kommende forsyningsområder, er det højst sandsynligt vurderet, at det ikke er rentabelt at indlemme boligen i varmeforsyningen, men ligger boligen forholdsvis tæt på et fjernvarmeområde, vil vi anbefale, at du undersøger muligheden for at blive en del af området. Er du interesseret i at tilslutte din bolig til fjernvarme, skal du kontakte det lokale forsyningsselskab for nærmere information om, hvorvidt det vurderes at kunne blive en mulighed på kort eller langt sigt. Det vil enten være Nykøbing Sj fjernvarme eller Odsherred Forsyning
Du har naboer tæt på og er interesseret i en fælles løsning
Der kan være mange gode grunde til at arbejde for en mindre fælles opvarmningsløsning i et mindre lokalsamfund eller boligkvarter. I kan både spare penge og ressourcer på at gå sammen om, at dele udgifterne til en fælles varmepumpe eller et fælles jordvarmeanlæg - et termonet som det også kaldes. Dette kan fx realiseres med et energifællesskab. Læs mere på vores side om Energifællesskaber og mindre fælles opvarmningssystemer
Individuel opvarmning
Når du ikke kan regne med at få kommunal fjernvarme, kan du måske i stedet overveje at udskifte din nuværende opvarmningsform med en anden, billigere eller mere miljøvenlig individuel opvarmningsform.
Hvilken type individuel opvarmning, du kan bruge på din ejendom, afhænger af en række forhold; f.eks. afstanden til din nabo og til vandboringer.
Læs mere om løsninger og tilskudsmuligheder på vores side Individuel boligopvarmning
Kommende fjernvarmeområder
Der er en række områder hvor fjernvarme er godkendt og er i gang med at blive etableret eller, hvor etableringen er ved at blive planlagt. Det er områderne:
- Stårup
- Fårevejle Stationsby og Fårevejle Kirkeby
- Asnæs
- Hørve/Vallekilde
Det er Odsherred Forsyning der står for disse fjernvarmeprojekter, og du kan finde deres tidsplan for etableringen her.
Læs mere om de kommende fjernvarmeområder på vores side: Kommende fjernvarmeområder
OBS: Odsherred Forsyning er i øjeblikket i gang med undersøge økonomien i fjernevarmeprojekterne i den sydlige del af kommunen
Eksisterende fjernvarmeområder
I Odsherred er der en række etablerede fjernvarmeområder, hvor fjernvarme er tilgængelig for langt de fleste boliger. Det drejer sig om: Nykøbing Sj, Anneberg, Højby/Nørre Asmindrup, Vig, Egebjerg, Grevinge/Herrestrup og senest etableret Rørvig.
Læs mere om disse områder på vores side Nuværende varmeforsyning
I Nykøbing (minus Askehaven) og Grevinge/Herrestrup er der tilslutningspligt, og de er derfor blå på kortet. Læs mere om tilslutningspligt i afsnittet herunder.
Du kan læse mere om vores to forsyningsselskaber Nykøbing Sj Fjernvarme og Odsherred Forsyning på vores side: Forsyningsselskaber
Fjernvarmeområderne i Nykøbing Sj, Grevinge og Herrestrup er omfattet af tilslutningspligt til fjernvarme, som blev pålagt borgerne i tidligere projekter. Siden 2019 er der imidlertid ikke længere lovhjemmel til at pålægge tilslutningspligt til fjernvarme, så i de kommende fjernvarmeområder vil der ikke være tilslutningspligt, og man er frit stillet til at vælge en anden godkendt varmekilde.
(Askehaven i Nykøbing Sj er først blevet en del af fjervarmeområdet i 2020 og ligger uden for tilslutningspligtområdet)
Hvad betyder tilslutnings- og forblivelsespligt?
Tilsutningspligt og forblivelsespligt var begreber i lovgivningen frem til 1. januar 2019, hvor kommunernes mulighed for at påbyde tilslutningspligt bortfaldt.
Tilslutningspligt blev gennem projektforslag påbudt ejendomme, der ikke i forvejen var tilsluttet fjernvarme, mens forblivelsespligt blev påbudt ejendomme, der i forvejen er tilsluttet fjernvarme. Når Byrådet valgte at pålægge ejendommene i et område tilslutningspligt eller forblivelsespligt, var det for at sikre, at et fjernvarmeselskab havde en vis garanti for, at deres investeringer vil være rentable. Samtidig skabtes der sikkerhed for, at kunderne kunne indrette sig i tillid til, at driften af varmeforsyningsselskabet blev så rentabel som mulig. Intentionen var således at gøre varmeudgifterne så lave som muligt for den enkelte varmeforbruger.
Områder i Nykøbing Sj og Grevinge-Herrestrup i Odsherred Kommune er fortsat pålagt tilslutningspligt eller forblivelsespligt til fjernvarme:
- I Nykøbing Sj er der tilslutningspligt for ny bebyggelse og eksisterende bebyggelse med 9 års frist samt forblivelsespligt
- Grevinge-Herrestrup er der tilslutningspligt for ny bebyggelse og forblivelsespligt for allerede tilsluttet bebyggelse
Borgeren kan se, om der er tilslutningspligt ved, at det er tinglyst på ejendommen. Men i øvrigt har en tinglysning af en pålagt tilslutningspligt alene oplysende karakter og er ikke i sig selv en betingelse for, at bestemmelsen er gyldig. Er du tvivl om tilslutningspligt eller forblivelsespligt på din ejendom, kan du kontakte kommunen.
Når byrådet har pålagt en eksisterende ejendom tilslutningspligt, er det normalt med en frist på 9 år eller indtil det tidspunkt, hvor væsentlige varmeinstallationer i ejendommen skal udskiftes. Det er naturligvis en forudsætning, at der er mulighed for at forsyne fjernvarme til ejendommen. En beslutning om forblivelsespligt havde derimod virkning med det samme.
Ny bebyggelse kan pålægges tilslutningspligt både gennem et godkendt projekt og gennem en lokalplan. For ny bebyggelse gælder tilslutningspligten med det samme; det vil sige, når bygningen tages i brug. Ved ’ny bebyggelse’ forstås i denne sammenhæng også eksisterende bygninger, hvor der etableres et nyt selvstændigt opvarmningssystem i forbindelse med modernisering, ombygning eller udvidelse.
En beslutning om at pålægge en ejendom tilslutnings- eller forblivelsespligt betyder ikke en pligt til at aftage fjernvarme. Det indebærer heller ikke, at ejendommen skal være tilsluttet fysisk. Et påbud om tilslutnings- eller forblivelsespligt er derimod en forpligtelse til at bidrage økonomisk til fjernvarmen. Denne bidragspligt betyder, at man som ejer af en ejendom kan blive forpligtet til at betale årlige faste afgifter i henhold til det tarifblad, som fjernvarmeselskabet vedtager og anmelder til Energitilsynet. Endvidere kan man blive forpligtet til at betale en tilslutningsafgift, når man tilsluttes fjernvarme. Ved påbud om forblivelsespligt skal der dog ikke betales tilslutnings-afgift, idet ejendommen allerede er tilsluttet.
En pålagt tilslutningspligt eller forblivelsespligt kan normalt ikke ændres. Kommunen kan dog i særlige tilfælde give dispensation eller en fritagelse for tilslutning. Det kan bl.a. dreje sig om særlige økonomiske eller personlige forhold. Kommunen tager stilling ud fra en konkret, saglig vurdering, og inden der træffes afgørelse, høres de berørte forsyningsselskaber. Borgere, der ønsker dispensation eller fritagelse skal derfor henvende sig til kommunen.
Telefon
Du kan ringe til Nina, der er projektkoordinator på varmeplanen. Træffes hun ikke, så skriv en mail til klima@odsherred.dk, så vender vi tilbage til dig.
Send digital post
Hvis du sender mail, der indeholder personfølsomme oplysninger, skal du sende som Digital Post.
Erhverv: Send digital post
Hvis du sender mail der indeholder personfølsomme oplysninger, skal du sende som Digital Post.
Send almindelig mail
Hvis du sender mail der IKKE indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende til Klimateamets e-mail.